Lokalhistorie set med børneøjne
Torsdag den 10. april 2025 var der premiere på børneudgaven af den anden lokalhistoriske QR-rute i Løgstrup.
Udgaven er lavet af børn i Løgstrup skoles 5. klasser, der har fortolket voksenudgaven på deres egen måde ved hjælp af animation, i samarbejde med Animationsværkstedet i Viborg.
Til premieren var også inviteret 4. klasserne, som skal lave den 3. og sidste rute til næste år, samt 6. klasserne, som lavede den første rute sidste år. I alt ca. 125 børn.
5. klasserne klippede - efter taler af Karina Riis Frederiksen fra borgerforeningen og skoleleder Karsten Kloster - den røde snor og viste deres animationer frem for de andre klasser ved at guide rundt på rutens 16 poster gennem Borgergade og Hovedgaden, hvor de animerede historier dukkede op på mobilerne ved at scanne QR-koderne.
Den røde snor klippes
Der skal ledes lidt efter nogle af koderne
Turen rundt til byens QR-koder for børn endte, hvor den begyndte, nemlig ved Sognegården, hvor Lokalhistorisk Forening og Løgstrup Borgerforening stod klar med saftevand og kage til deltagerne.
Børnene i 5. klasse har som tak for indsatsen også fået en T-shirt med musen ”Løgis”, som er fortæller og vartegn for børnedelen.
Løgis T-shirten
De lokalhistoriske QR-ruter er blevet til i et samarbejde mellem Løgstrup Borgerforening, The Animation Workshop i Viborg, Løgstrup skole samt Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn. Sidstnævnte har blandt andet udvalgt de lokalhistoriske steder langs ruterne.
Løgstrups Bypedeller har også været involveret, de har sørget for at få tilladelse, og derefter opsat skiltene med QR-koderne.
Nu er der mulighed for at flere generationer kan gå en tur i byen og opleve lokalhistorien sammen, men formidlet forskelligt. Måske kan det også føre til en snak om hvordan byen var i gamle dage.
Projektet strækker sig over et treårigt forløb, den sidste voksenrute åbnes til efteråret og den tilsvarende børnerute før påske 2026.
Initiativet med de lokalhistoriske QR-ruter er støttet af midler fra Fonden for Sparekassen Skals, Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune, Nordea Fonden og Villum Fonden.
En video fra premieren kan ses HER