Der var fuldt hus – med ca. 160 deltagere - i Løgstrup Hallen den 21/4, til den årlige GF i Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn.

Under generalforsamlingen fortalte formanden om foreningens og det tilhørende lokalarkivs virke i det forløbne år:
Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn og Lokalarkivet kan gøre status over et år med stor digital interesse, solid opbakning til arrangementer og et højt frivilligt engagement.
De 13 frivillige på arkivet bruger ca. 1.500 timer årligt på at indsamle, registrere og formidle lokalhistorien.
Foreningen er nu oppe på 330 medlemmer og der har været 404 deltagere til foreningens arrangementer.
Den 27. september blev den tredje historiske voksenrute i Løgstrup indviet med 16 poster, hvor historierne formidles via QR-koder.
Den 27. marts 2026 havde den tilsvarende børnerute premiere – udviklet sammen med skolens 5. klasser og Animationsværkstedet i Viborg.
Præsentationen af Kalender 2026 i november satte ny deltagerrekord med 181 fremmødte. . Arbejdet med kalenderudgaven for 2027 er i fuld gang.
Arkivet fortsætter den løbende indsamling og registrering af billeder og dokumenter, bl.a. arbejdet med Laust Kristensens privatarkiv (140 arkivkasser reduceret til knap 50 kasser, nu i gang med finsortering og registrering).
Ved valg til bestyrelsen var der genvalg til Lene Østergaard og Linda B. Olesen – Bent Kvisgaard ønskede ikke genvalg, nuværende suppleant Inge H. Lyngsø blev valgt i stedet, nye suppleanter blev Gitte Pedersen og Benny Klausen.
Bent Kvisgaard blev takket for sit store arbejde i sine 12 år i bestyrelsen, hvor han har været primusmotor for kalenderudgivelserne.
Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med formand Flemming Dollerup, næstformand Henning Lyngsø, sekretær Linda B. Olesen og kasserer Gudrun Bjerregaard.
Den store tilslutning skyldtes nok også fortællingen om:
Den sidste købmand i Løgstrup
Steen Resen skildrede sine forældre Lissa og Søren Resens liv som købmandspar i Løgstrup – fra deres ankomst som unge tilflyttere i 1957 til lukningen af deres butik i 1991.
Gennem fortællingen fulgte man Sørens vej fra bydreng i Jebjerg til driftig købmand, parrets første butik i Viborg og deres senere overtagelse af købmandsforretningen i Borgergade.
Fortællingen gav et levende indblik i hverdagen i Løgstrup, hvor lokalt sammenhold, nabohjælp og ”man handler hos hinanden” var grundlaget for både butiksliv og fællesskab.
I 1968 tog Søren et modigt spring og etablerede byens nye selvbetjeningsbutik i den gamle stationsbygning – et projekt, der blev en hjørnesten i byens udvikling.
Historien rummede både humor, anekdoter og tidsbilleder fra et lokalsamfund i forandring, og den sluttede med et blik mod fremtiden: Måske var Lissa og Søren ikke de sidste købmænd i Løgstrup alligevel.
Der blev optaget en video med Steens fortælling, den kan ses HER
