Kirke- og kirkegårdsbesøg i Kvols
Den 3. oktober 2026 havde 50 personer valgt at tage til Kvols for at høre om kirken nu og tidligere, der var bl.a. den specielle fortælling om hvordan den gamle støbejerns-kirkeklokke havnede i Nigeria.
I det fine efterårsvejr blev der vist rundt på kirkegården og fortalt nærmere om enkelte gravsteder.

Bagefter kaffe i forsamlingshuset.
Her er lidt billeder.
Onsdag den 4. november 2026 kl. 19:00 bliver den nye lokalhistoriske Kalender 2027 præsenteret ved et arrangement i Løgstrup Hallen.

Som foredragsholdere har vi fået tilsagn fra brødrene Hans Jørgen og Flemming Christensen, titlen er:
Erindringer om opvæksten på Fiskbæk Mejeri
Hvordan var det at vokse op i et stærkt landsbysamfund, hvor man var på fornavn med alle, og hvor faderens erhverv tæt knyttede sig til børnenes identitet? Det kan man høre mere om, når Hans Jørgen og Flemming Christensen vil fortælle om en svunden tid i Fiskbæk og Løgstrup.
Fortællingen tager sit afsæt i en stolt familietradition på det lokale mejeri. Sammenlagt nåede brødrenes farfar og far at fungere som mejeribestyrere i hele 70 år, hvilket gjorde mejeriet til rammen om familiens liv og et naturligt omdrejningspunkt i lokalsamfundet.
De vil fortælle om:
- Mejeriets historie: Et indblik i 70 års mejeridrift fortalt gennem to generationers oplevelser.
- Skolelivet før og nu: Fortællinger fra de første skoleår i Fiskbæk Skole, hvor børn fra både Fiskbæk, Løgstrup og omegn var samlet, samt det markante miljøskift til Fønss Private Realskole i Viborg.
- Barndom i landsbyen: Anekdoter om hverdagen, friheden og børnelivet uden for skoletiden i et tætstrikket lokalsamfund.
- Vejen videre: Et tilbageblik på, hvordan opvæksten i Løgstrup formede brødrenes videre færd i livet.
V
ed samme lejlighed bliver Bjarne Nørgaards nye bog "Fiskbæk gennem tiderne" præsenteret.
Der bliver også mulighed for at købe bogen.
Arrangement, foredrag, kaffe/the og kage er gratis for medlemmer af Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn - ikke-medlemmer betaler 75 kr.
Kalenderen udleveres gratis til medlemmer af foreningen, den koster 60 kr. for andre.
Medlemskab kan tegnes ved indgangen.
Alle er velkomne
Der var fuldt hus – med ca. 160 deltagere - i Løgstrup Hallen den 21/4, til den årlige GF i Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn.

Under generalforsamlingen fortalte formanden om foreningens og det tilhørende lokalarkivs virke i det forløbne år:
Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn og Lokalarkivet kan gøre status over et år med stor digital interesse, solid opbakning til arrangementer og et højt frivilligt engagement.
De 13 frivillige på arkivet bruger ca. 1.500 timer årligt på at indsamle, registrere og formidle lokalhistorien.
Foreningen er nu oppe på 330 medlemmer og der har været 404 deltagere til foreningens arrangementer.
Den 27. september blev den tredje historiske voksenrute i Løgstrup indviet med 16 poster, hvor historierne formidles via QR-koder.
Den 27. marts 2026 havde den tilsvarende børnerute premiere – udviklet sammen med skolens 5. klasser og Animationsværkstedet i Viborg.
Præsentationen af Kalender 2026 i november satte ny deltagerrekord med 181 fremmødte. . Arbejdet med kalenderudgaven for 2027 er i fuld gang.
Arkivet fortsætter den løbende indsamling og registrering af billeder og dokumenter, bl.a. arbejdet med Laust Kristensens privatarkiv (140 arkivkasser reduceret til knap 50 kasser, nu i gang med finsortering og registrering).
Ved valg til bestyrelsen var der genvalg til Lene Østergaard og Linda B. Olesen – Bent Kvisgaard ønskede ikke genvalg, nuværende suppleant Inge H. Lyngsø blev valgt i stedet, nye suppleanter blev Gitte Pedersen og Benny Klausen.
Bent Kvisgaard blev takket for sit store arbejde i sine 12 år i bestyrelsen, hvor han har været primusmotor for kalenderudgivelserne.
Bestyrelsen konstituerede sig efterfølgende med formand Flemming Dollerup, næstformand Henning Lyngsø, sekretær Linda B. Olesen og kasserer Gudrun Bjerregaard.
Den store tilslutning skyldtes nok også fortællingen om:
Den sidste købmand i Løgstrup
Steen Resen skildrede sine forældre Lissa og Søren Resens liv som købmandspar i Løgstrup – fra deres ankomst som unge tilflyttere i 1957 til lukningen af deres butik i 1991.
Gennem fortællingen fulgte man Sørens vej fra bydreng i Jebjerg til driftig købmand, parrets første butik i Viborg og deres senere overtagelse af købmandsforretningen i Borgergade.
Fortællingen gav et levende indblik i hverdagen i Løgstrup, hvor lokalt sammenhold, nabohjælp og ”man handler hos hinanden” var grundlaget for både butiksliv og fællesskab.
I 1968 tog Søren et modigt spring og etablerede byens nye selvbetjeningsbutik i den gamle stationsbygning – et projekt, der blev en hjørnesten i byens udvikling.
Historien rummede både humor, anekdoter og tidsbilleder fra et lokalsamfund i forandring, og den sluttede med et blik mod fremtiden: Måske var Lissa og Søren ikke de sidste købmænd i Løgstrup alligevel.
Der blev optaget en video med Steens fortælling, den kan ses HER
