Benny Grann havde 6/11 2024 næsten 180 interesserede tilhørere til sin fortælling
”Fiskbæk – hvorfra min verden går”.
Efter præsentationen i Løgstrup Hallen af den nye lokalhistoriske kalender 2025, fortalte Benny levende om sin opvækst, præget af at have en dansk, protestantisk, far og en tysk, katolsk, mor. Om de spændinger det gav i en tid hvor besættelsen stadig var i frisk erindring, og om at blive katolsk konfirmeret. Om de spændende besøg hos moderens familie i den lille by Isenburg lidt nord for Koblenz i Tyskland.
Da faderen var arbejdsmand og der derfor ikke skulle hjælpes til i mark og stald, var der efter skoletid ”fri leg” i den nærliggende skov og grusgrav, samt ved Fiskbæk Å, en ”fantastisk legeplads”, der i dag nok ville blive betegnet farlig – men det gik jo godt alligevel!
Han fortalte også om skoletiden i Løgstrup, om lærere der havde gjort særligt indtryk og nok var årsag til at han senere havde uddannet sig til lærer. Om tiden som spejder, bl.a. om turen til Norge med besøg på tungtvandsanlægget i Rjukan og bestigning af Gaustatoppen.
Da Benny også havde en fortid som lokal rockmusiker, sluttede aftenen med fællessang, som han akkompagnerede på guitar.
Der blev optaget en video af foredraget, den kan ses HER.
Den nye Kalender 2025 er det muligt at afhente på arkivet i åbningstiden mandag 14-17, både hvis man som medlem endnu ikke har fået sit gratis eksemplar, men også at købe kalenderen, eks. til julegaver o.l.
Den kan også bestilles HER
Den anden lokalhistoriske QR-rute er nu åben.
Den 28/9 2024 var der premiere på voksenudgaven af den seneste QR-rute - det blev gjort lidt anderledes denne gang, det startede med kaffe og kage i Sognegården, mens der blev fortalt fortalt om projektets tilblivelse af flere af de involverede; om initiativet, om udvælgelsen af de enkelte steder der fortælles om, om teknikken bag, om det unikke samarbejde mellem Borgerforeningen, Lokalhistorisk Forening, Løgstrup Skole, Animationsværkstedet og Bypedellerne.
Der blev også fortalt om hvordan skolebørnene arbejdede med animationen af rute 1, der blev præsenteret i foråret.
Scanner man QR-koden i Madpakkehuset for rute 2, dukker dette rutekort op, sammen med vejvisningen til Post 1.
Karina, Formand for Løgstrup Borgerforening, klipper den røde snor og erklærer QR-rute 2 åben.
Qr-koden scannes på det, der oprindelig blev betegnet som "Slagter Pedersens ejendom"
Om det var på grund af vejrudsigten der ikke dukkede så mange op, vides ikke, men de der kom havde rimeligt vejr til at gå turen igennem, flere vendte også tilbage til Sognegården og resterne af kaffe og kage, samt en snak om turen.
Efter nytår skal skolebørnene så arbejde med at formidle de samme historier ved hjælp af animation - der bliver premiere på børnerute 2 til foråret.
Rute 2 - og den tidligere rute 1 er jo hele tiden åben, så det er bare om at komme ud og gå turene og lære mere om byens historie. Ruterne starter i Madpakkehuset på Himmerlandsstien ved Sognegården, man starter med at scanne koden til den rute man ønsker, og får så anvisning til første post på ruten.