Generalforsamling i Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn afholdt i Løgstrup Hallen, den 28. april 2022.
Over hundrede var mødt frem, også for at høre de to Dengsø Jensen søskende, Marianne og Niels fortælle om opvæksten på en gård i Knudby, det var et frit liv, man skulle blot sørge for at passe pligterne og spisetiderne, samt ikke lave for mange ulykker. De fortalte om skoletiden i Løgstrup, om forskellige gode lærere, hvoraf flere var tilhørere på aftenen.
Der blev også fortalt om de personer der havde haft tilknytning til gården; ansatte, konsulenter, kontrolassistenter, dyrlæger m.fl., nogle af dem var også til stede.
Også om landevejens farende svende, der altid blev taget vel imod, blot blev de visiteret for tændstikker, inden de fik lov til at sove på halmloftet.
Desuden om deres vej videre frem i livet, med den gode opvækst som ballast.
Der blev optaget en video af deres fortælling som kan ses HER
I beretningen fortalte formanden, Flemming Dollerup, bl.a. om den store tilslutning til foreningens arrangementer, senest med over 130 personer til præsentationen af Lokalhistorisk Kalender 2022, samt om forskellige nye tiltag.
Til bestyrelsen var der genvalg til Linda B. Olesen, Bent Mortensen og Bent Kvisgaard, samt suppleanterne Anders Vestergaard og Erling Annesen.
Den gamle smalfilm fra Meldgaard i Fiskbæk, der blev vist et uddrag fra, kan ses HER.
Dog er en scene med en lille dreng der smider tøjer og bader i havebassinet klippet ud, det er ikke egnet til at vise på nettet idag, men hele filmen kan ses ved besøg på Arkivet.