Et tilløbsstykke i Løgstrup
– præsentation af lokalhistorisk kalender og foredrag om Løgstrups forhistorie
Alle stole var i brug i Løgstrup Sognegård, da Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn mandag den 5. november for femte gang præsenterede sin lokalhistoriske kalender, denne gang for mere end 90 fremmødte.
Formanden, Flemming Dollerup, bød velkommen og glædede sig over det store fremmøde og præsenterede aftenens foredragsholder museumsinspektør, arkæolog Ida Westh Hansen, Viborg Museum.
Efter velkomsten blev der vist uddrag af kalenderen, der som udgangspunkt for hver måned omhandler en lokalitet, hvor der typisk vises to billeder, det ældst eksisterende og et helt nyt, for fleres vedkommende fotograferet fra luften ved hjælp af et dronebåret kamera i den forgangne sommer. Begge billeder ledsages af forklarende tekster.
Kalenderen indeholder denne gang også temabilleder, i dette tilfælde gamle hverdagsbilleder ophængt i Tårup forsamlingshus, hvoraf de tre, der er medtaget i kalenderen er omkring 100 år gamle.
Det er vigtigt, at man i dagligdagen husker at fotografere det almindelige hverdagsliv, og de fremmødte fik denne opfordring med sig hjem, sammen med ønsket om, at man møder op på Lokalhistorisk Arkiv med sine billeder og med oplysninger om oprindelse, sted, personer m.m., således at disse kan blive bevaret for eftertiden. Lokalhistorie er ikke kun noget, der skete i gamle dage – det der sker i dag, er historie i morgen!
Foredrag om forhistorien
Herefter fik Ida Westh Hansen ordet for at fortælle om nogle af museets mange udgravninger i Løgstrup og i omegnen.
Området er rig på fortidsminder fra oldtiden – der findes spor helt tilbage fra Stenalderen, fra den periode der benævnes Ertebøllekulturen, altså for omkring 6000 år siden.
Igennem årene er der foretaget flere udgravninger i og omkring Løgstrup fra alle perioder i oldtiden. De forskellige fund, og resultaterne fra de mange spændende udgravninger, kan fortælle om området, længe før der var noget der hed Løgstrup.
Især bronzealderen er rigt repræsenteret – ja faktisk kender de fleste arkæologer, som arbejder med bronzealderen, til fundene på Løgstrup-egnen.
Ved en af de mere interessante udgravninger blev der fundet 2500 år gamle bebyggelser fra Yngre bronzealder (1100–500 f.Kr.) i form af gårdsanlæg med spor efter bronzestøbning og en dertil hørende regional samlingsplads. Sporene efter samlingspladsen bestod af rækker og klynger af op mod 400 ild-/kogegruber.
Bronze er en legering af kobber og tin, disse råvarerne måtte hentes langt væk, i Mellemeuropa, og bronze var derfor i sagens natur kostbar.
Der er også foretaget udgravning af en landsby fra førromersk jernalder, hvor der blev udgravet 18 langhuse, udgørende en del af en såkaldt vandrende landsby, hvor husene har efterfulgt hinanden over tid og flyttet rundt i landskabet.
Publikum lyttede meget intenst til fremlæggelsen, og afslutningsvis fortalte Ida Westh Hansen om udgravningen af tre gårdsanlæg fra perioden Yngre romersk jernalder/Ældre germansk jernalder (175-600 e.Kr.). En af disse udgravninger fandt sted på adressen Hovedgaden 3 i Løgstrup og er omtalt i 2017-kalenderen.
Løgstrup – et ‘befolket sted’
Løgstrup er som bysamfund – stationsby – kun 125 år gammel. I den norske vejrtjeneste YR benævnes Løgstrup som »Befolket sted«, men at stedet har været befolket i 6000 år, var tydeligvis en overraskelse for nogle, hvilket lod sig høre, da der efterfølgende blev der serveret kaffe og de fremmødte havde haft mulighed for at kunne købe den nye kalender – interessen var stor (oplaget øges år for år) og snakken gik livligt ved bordene.
2019-kalenderen kan købes i Dagli’ Brugsen i Løgstrup, og på det kommende julemarked i Sognegården den 17. og 18. november.
Den kan også bestilles her på hjemmesiden