Rejs tilbage i tiden i Løgstrup med din mobiltelefon
Lørdag den 30. september er der premiere på den første af i alt 3 historiske QR-ruter gennem Løgstrups gader. Ruten besøger 16 forskellige steder med QR-historier om bygninger eller fortællinger om de mennesker, som boede der engang. Det eneste, du skal tage med, er din mobiltelefon med QR-scanner.
”-Hvad er historien om dette fine hus på Borgergade 3? Og hvad kunne man mon købe i fordums tid på Hovedgaden 62?”
Svarene kan man få lørdag den 30. september, når Lokalhistorisk Forening for Løgstrup og Omegn sammen med Løgstrup Borgerforening inviterer til premiere på den første af det, der over de kommende 3 år skal blive til 3 forskellige lokalhistoriske ruter gennem byen. Hvert år vil det først ske i form af fortællinger for voksne, og senere kommer turen til børnene med en animationsfilm, lavet af børnene selv, nemlig Løgstrup skoles to 5. klasser i hver årgang.
Karina Riis Frederiksen fra Løgstrup Borgerforening tester QR-koden på hovedgaden 62
På børnedelen er der skabt et samarbejde mellem Løgstrup skole og Viborg Animation Workshop, som vil lære eleverne om animation og produktion samt give dem viden om deres egen lokalhistorie. Undervisningen starter på skolen hen over vinteren, og det er planen, at børnene i foråret 24 kan se deres første færdige animationsfilm ude på QR-ruterne.
” Håbet med hele projektet er at få flere generationer ud på en gåtur, hvor børn og voksne kan opleve byen og lokalhistorien sammen, men formidlet og oplevet forskelligt. Måske kan det føre til en snak om deres fælles lokalhistorie, siger Karina Riis Frederiksen, formand for Løgstrup Borgerforening.
Den første voksenrute, som altså indvies den 30. september, er på 1 km og fører gennem Borgergade og Hovedgaden. Bag QR-koderne, som er kommet på plads takket være Løgstrups bypedeller, gemmer sig lokalhistorier formidlet gennem tekst, billeder eller video.
Premiere på Sognegården
På premieredagen bliver det med Sognegården som udgangspunkt.
Her starter løjerne kl. 13.00 med tale af Sofie Ringgaard Schøning fra landdistriktsudvalget i Viborg Kommune og et snoreklip, der erklærer ruten for officielt åbent. Og så er det ellers om at komme ud og gå en tur. Indvielsen rundes igen af på Sognegården. Det sker med kaffe, kage og underholdning af pianist Søren Lind.
Det er gratis at deltage. Man møder bare op. Men husk nu mobiltelefonen.
Projektet er støttet af midler fra Nordea-fonden, Landdistriktsudvalget i Viborg Kommune og Fonden for Sparekassen i Skals.